Stifter


Tonny Pedersen. (1934-2024)

Tonny Pedersen
Tonny Pedersen.

Mit første leveår oplever jeg som ét stort spørgsmålstegn, da jeg ikke har nogen oplysninger derfra. Men jeg ved, at da jeg var 1 år gammel, blev jeg anbragt på et børnehjem. Fra jeg var 1 år og i tiden frem til jeg blev 11 år flyttede min mor mig i alt 9 gange mellem privat pleje og børnehjem. Derefter lod min mor mig endelig blive i den samme plejefamilie, indtil jeg som 20-årig selv valgte at flytte fra dem.

Jeg gik ud af skolen som 14-årig. Herefter kom jeg i lære som tilskærer på en lille kjolefabrik, Her arbejdede jeg i 8 år. Derefter arbejdede jeg i stor virksomhed, men det var ikke noget for mig. Efter et halvt års ophold på husholdningsskole i Vejle, søgte jeg og fik en stilling som direktrice (leder for tilskæreri, Systue og hjemmesyersker) i en lille virksomhed, der fabrikerede pigekjoler. Her var jeg 11 år. 

Som 38-årig var det tid til at prøve noget nyt. Jeg tog en sekretær-uddannelse og arbejdede derefter på en arkitekttegnestue og senere på revisorkontor. Sideløbende havde jeg også min egen ejendomsadministration, indtil jeg som 72-årig gik på pension. Derudover var jeg medlem af Aarhus Grundejerforenings bestyrelse og sekretær i Fællesforeningen af jydske Grundejerforeninger. 

Jeg har senere i livet arbejdet med at bearbejde de mange svigt i min barndom i flere forskellige terapigrupper, bl.a. i Baglandet i Aarhus. 

I 2008 – et par år efter min pensionering – besluttede jeg, at arbejde med at stifte en fond, som skulle støtte nuværende og tidligere anbragte børn og unge. Hermed var frøet til Solsikkefonden sået og Fonden blev stiftet den 1. april 2017, hvilket blev bekræftet af bestyrelsen ved et bestyrelsesmøde / generalforsamling den 19. april 2017.

Tonny sov stille ind den 20.april 2024.